Hvad er min lyst uden længsel?

Da jeg var alene med havet og træerne i Tyrkiet i maj, tegnede og skrev jeg alle mine erotiske ”peak”-oplevelser, fantasier og drømme ned. Jeg ville lede efter sammenhænge og forstå mere om hvordan min tænding fungerer. Jeg havde og har nogle spørgsmål til min krop, om min lyst og min nydelse. Det viste sig, at de fleste af oplevelserne havde det tilfælles, at de foregik i udlandet, at de næsten alle var med forskellige mænd, som ikke var mine kærester, ofte midt i en spirende forelskelse …

Generelt var de kendetegnet ved noget nyt, fjernt, ualmindeligt, ”eksotisk”, fremmed, eventyrligt, drømmende … (her kunne man hurtigt indskyde, at de også havde det tilfælles, at de er opstået, når jeg har følt mig ”fri”, det vil sige; selv har kunnet bestemme over min tid, og at man ikke skal undervurdere hvor stort et turn off vores samfundsstruktur er for nogen af os, men det er en anden tekst …)

Jeg har meget målrettet brugt mine tyvere på at rejse fra det ene land til det andet, primært drevet af energien til at finde den ene mand efter den anden, der kunne være min længsels nye mål ...

Der kunne være det modsatte af det forventede-grå-monotone-hverdags-og-pligtagtige, jeg associerede (og stadig ofte gør) med at-være-en-voksen-borger-i-Danmark …

Og når det var godt, var det godt ...

Det var at læne sig ind til en bred ryg på en scooter, der tilfældigt kørte forbi Notre Dame i silende regn.

Det var at sidde, ør af elskov, på hug i Sacromontes gule græsbakker i den brandvarme middagstime, og tisse og tisse, med udsigt til Alhambra.

Det var at løbe på bare tæer tilbage til det selskab, jeg følte mig som dronningen af, når jeg havde været i baren, på Zanzibars, Mexicos, Costa Ricas (osv.) bestjernede sandstrande.

Jeg kunne blive ved, og jeg blev ved og ved.

Og når det var dårligt, var det dårligt.

Det var at sidde grædende om natten foran mørke trappeopgange efter meningsløse byture, der havde været én lang venten-på-beskeder, der aldrig kom.

Det var at ligge fuld, knust og kæderygende under bordfodboldbordet på Lecoq, og at blive samlet op af min veninde, som måtte give mig min flyverdragt på.

Det var at vente og vente og vente på en mand, som måske ville mig (og så en anden ... )

Det var at ringe og vække min ekskæreste midt om natten, og græde til ham over, at jeg var helt alene.

Jeg fortryder ingenting. Det skulle ud.

Og jeg er stolt af mit mod til at udlevere mig, til at være på spil, og at gøre det, der føltes vigtigt for mig, selvom det gik imod konventioner, selvom det ikke havde en snært af økonomisk stabilitet eller langsynet fremtidssikring.

Jeg var som en slags sufi, og for en sufi er den ærefulde tilstand at blive til støv for sin elskedes dørtærskel, at brænde af søvnløs længsel nat-på-nat, for sufierne er foråret fornuftigt ...

Jack Morin beskriver i klassikeren ”The Erotic Mind”, hvordan LÆNGSEL, for nogen, er den primære eller eneste adgang til seksuel tænding.

Overvej det: Ingen længsel, ingen lyst ...

Dem, der tænder på længsel, vil hele tiden tiltrækkes af nogen, der er utilgængelige, utilregnelige, forvirrede, ambivalente, som bor langt væk, hele tiden befinde sig i romantiske og umulige situationer, være forladt eller selv på vej væk ...

Han fortæller om sin klient Maggie, der i et øjebliks selverkendelse erklærer: ”What really turns me on is almost being loved.”

Længselsbaserede forhold er passionerede, eventyrlige, stormfulde, i øjeblikke dybt bevægende, men svære at forene med stabilitet og tryghed, som Jack Morin beskriver:

“Unfortunately those who genuinely seek long-term relationships often discover that their commitment to longing as the source of excitement turns out to be incompatible with their ultimate goals.

The thorniest challenge of longing-based eroticism is neither desire nor arousal – these are easy – the hard part is fulfillment.”

På trods af den smerte, de i sidste ende forvolder, virker vores tændinger: de genererer ekstatisk passion. Og den drivkraft er uimodståelig for nogle af os.

Hvis længsel er vores aphrodisiac, er vi nødt til hele tiden at placere os selv i nye næsten-måske-om-gud-vil-agtige situationer, for at få adgang til vores seksuelle lyst ...

Vi har brug for den angst i kroppen, der følger med længslen, for at føle os i live, tændte … Og når vi er afhængige af den, virker tryghed og stabilitet bare … ja, som turn offs …

Nu er det bare sådan, at det ikke er det længere, for mig, at bevæge mig fra land til land, og fra mand til mand. Jeg er sgu lidt træt.

Nogle ville sige, at det er fordi jeg er blevet 30, men det tror jeg ikke, for så ville det stadig spøge latent i min krop, som jeg ser i mange ... Det er ikke det længere, fordi jeg har udlevet det helhjertet ...

Og jeg spørger mig selv: Hvad er så det?

Jeg sidder i hvert fald pludselig i Skanderborg. Himlen er halvskyet. Jeg er i et monogamt parforhold med én, jeg åbenbart gerne vil være i et monogamt parforhold med. Så gerne, at jeg har sat mig midt i det provinsgrå og det stille. Børn leger udenfor mit vindue.

Jeg er skrækslagen det meste af tiden. Jeg er way out of my comfort zone. Jeg ligger tit om aftenen og fantaserer om at flygte til Cuba og kaste mig i armene på én-eller-anden, mest bare for at føle mig som mig igen …

Og jeg ville nok gøre det, hvis det stadig virkede … Det gør det bare ikke ...

Tilbage sidder jeg med et kæmpe spørgsmål til min krop ... Hvad er min lyst? ... Og det sidste år har jeg spurgt den igen og igen, og jeg er gået igennem lange perioder med ulyst, fordi jeg ikke har kunnet finde svar ...

Men langsomt finder jeg noget i min krop, langsomt aner jeg andre måder …

Dem kan du læse lidt om, her.