Om hvad du kan gøre, hvis du tænder på længsel

Abstract pink and gray swirl pattern with a small white circle in the upper center.

Mange mennesker tænder på længsel til en hvis grad, og så er der nogle af os, der gør det i mere ekstrem grad.
I min verden er der ikke noget galt med det, og der er ikke noget galt med at vælte rundt i den ydre verden for at forsøge af udleve den, så længe det er meningsfuldt, fyldestgørende, nødvendigt …

Som Julie Henderson, én af mine somatisk-tantriske heltinder, skriver: “The more powerful the desire for union, the more of life it takes to satisfy it.” (Og hun tilføjer: “So you might pause and hold on to a little compassion for your partner, who’s being asked to stand in for life.”)

Altså, ud med det 💗

Men hvis det er begyndt at blive mest eller kun smertefuldt, for dig og/eller dem du elsker, så kan det være, det er tid til at gøre noget andet med energien.


På samme måde, hvis det er begyndt ikke at virke længere,
eller hvis du befinder dig i en livsomstændighed, fx et monogamt forhold, hvor det ikke dur for dig, at din eneste måde at finde erotisk vellykkethed på, er konstant at bevæge dig fra det ene til det andet, så kan det være på tide at afsøge andre måder at bruge energien på …

For energien i længslen forsvinder ikke. Den er til rådighed.

Jo mere længsel, jo mere energi.

Her er nogle forskellige måder, du også kan bruge den, som jeg har undersøgt i min krop igennem de sidste 3-4 år, som følge af gradvist at have erkendt, at jeg har brug for at finde en anden måde at udleve min seksualitet på.

Igen og igen, har jeg, ubevidst, spurgt min krop: Hvad er min lyst uden længsel?

1) Bliv nysgerrig på energetisk seksualitet

De fleste af os, som primært tænder ved at længes, vil også være energetisk disponerede i vores seksualitet.

Den energetiske seksualitet er netop kendetegnet ved, at man tænder på forventning, antydning, det, der næsten sker, berøring udenfor kroppen eller meget let berøring, de subtile aspekter af seksualitet …

I den energetiske seksualitet kan man, ved hjælp af åndedræt, lyd, bevægelse (blandt andet), lære at bevæge længselsenergien i og udenfor kropsrummet og udleve den indeni-sig og med sensitive partnere ...


Læs mere om energetisk seksualitet, her

2) Skab dit eget erotiske rum

Det er en hjertesag for mig, at vi skal have mere fantasi, liv og egenart ind i vores seksualitet med os selv og andre, og hvis du tænder-på-længsel, så er du fuld af fantasi, liv og egenart.

Du kan både udleve det, og du kan kondensere energien til et aflukke eller erotisk rum, du skaber, hvor du udtrykker og giver plads til din seksualitet, som den er virkelig for dig …

Spørg dig selv, hvordan det rum ville se ud? Hvordan det ville dufte, lyde, hvilke elementer der ville være til stede? Og hvordan du “må” være i det rum, hvor din seksualitet er din og for dig?

3) Bliv nysgerrig på dine fantasier, længsler, ambivalenser, tænding … Og del dem med din partner …

Hvis du tænder ved at længes, vil du måske være vant til at føle, at du mister nærværet, også i det seksuelle møde, for eksempel ved spontane fantasier, eller ved at føle pludselig savn, ambivalens osv.

De fleste af os vil føle, at det er ”forkert”, og at vi skal skjule det for eventuelle partnere.

Men det er en normal ting, evnen til at rumme flere virkeligheder, evnen til at tænde på og forelske sig i mange og meget. Det er en skønhed ved din seksualitet.

I min verden skal vi have langt mere accept af det. Særligt os, der er i monogame forhold.

Fx hvis du befinder dig i en seksuel situation, og der opstår en fantasi om en anden end den, du er med, hvad med … I stedet for at gøre dig selv forkert (”jeg burde være nærværende”) og i stedet for at gøre din partner forkert (”han (fx) er ikke, som den, jeg fantaserer om”) … At sige til dig selv: ”Hvor er min seksualitet levende, og hvor sanser jeg meget på én gang.”

I stedet for at dæmonisere fantasien, inkluderer du den i helheden af det øjeblik.

Det er, at være nærværende.

Og det vil ofte gøre, at fantasien udspiller sig med din nydelse og slipper.

Hvis du har en partner, kan I overveje at fortælle hinanden jeres natlige drømme og fantasier, fascinationer og forelskelser i andre, og prøve sammen at bearbejde og forstå dem.

Det er selvsagt ikke nemt. Men den (selv-)

accept og fortrolighed giver, i min erfaring, energi og dybde til parforholdet (i stedet for længslen), og det er jalousien og angsten værd (tro mig, jeg bliver ængstelig og jaloux ... ).

Den bedste måde at holde liv i en (udenoms-)

forelskelse, er, ikke at udleve den, og at holde den hemmelig. I min erfaring slipper eller neutraliseres fascinationer af andre ofte ved at blive delt, og selvom de mest kraftige ikke gør, bliver de nemmere at være med.

4) Forbind hjerte og hara

Mange, der tænder på længsel, har en splittelse mellem deres hara (seksualitet-kreativitet-liv- lyst) og deres hjerte (omsorg-tryghed-kærlighed), hvilket kommer til udtryk sådan, at de ofte vil opleve seksuel fyldestgørelse med én type partner, og kærlighedsmæssig fyldestgørelse med en anden type partner.

Seksualitet-kærlighed mødes ikke i én anden, når den ikke mødes i-én selv, og den indre spaltning kan man ”arbejde” med energetisk

Og ikke for at lyde mystisk, men hara-hjerte kan også af sig selv smelte sammen, som en art indre alkymisk reaktion i dybe erotiske møder. Siger det bare.

5) Væk dine sanser

Dette har ændret mit erotiske liv.

Når man tænder på længsel, er ens lyst ofte baseret på drømme, fantasier, omstændigheder udenfor én selv, og al den nydelse, der er tilgængelig i den sansede virkelighed, ligger hen som uplukkede frugter hænger i ly af palmeblade.

Forskning siger, at hvis du er i et monogamt parforhold, gør du godt i at fokusere mere på nydelse, frem for på (spontan) lyst …

Men for at fokusere på nydelse, har du brug for nogle sensoriske indgange til nydelse … Og mange af os har aflært, hvordan man gør …

Når du begynder at føre noget af al den erotik, der har ligget som et lyserødt og midnatsblåt skylag rundt om dig, og imellem dig og andre, ind i dine hænder, din hud og dine åbne øjne, vil det sensoriske lag åbne sig blomsteragtigt ...

Og dine seksuelle møder vil være kendetegnet ved en ny kontakt.

Jeg har en fornemmelse af – nu hvor jeg er trådt et par skridt ind – at det rum er lige så rigt, vidt og uafgrænset, som vores drømme, fantasier og længsler.

Alle disse ting kan du arbejde med sammen med mig, læs mere her …

Men din nydelse forstår min …

- Clarice Lispector