“Meditation kræver koncentration” - myte nummer 1

Da jeg var teenager og havde sommerferie, elskede jeg at se Tour de France, mens jeg læste Prousts ”På sporet af den tabte tid” ( ja, et mærkeligt barn).

Jeg gjorde sådan, at jeg vekslede mellem at læse et par sider i bogen, uden egentlig opmærksomhed; jeg tog ordene ind uden at forholde mig til dem, og nogle gange fangede en sætning mig, nogle gange ikke, og hvis der skete noget på skærmen – hvilket der sjældent gør, som de fleste, der har set Tour de France, ved, – så kiggede jeg op, og andre gange gik jeg en tur ud på terrassen for at mærke solen på huden.
Når jeg kom tilbage til skærmen, var jeg ikke gået glip af noget.

Dette var det mest nydelsesfulde, jeg vidste, og det er præcis sådan, jeg mediterer: som om jeg så Tour de France og læste Proust og slikkede sol på samme tid.

Min grundindstilling er: Meditation er drevet af lyst,
og jeg mediterer for mig.

Ligesom det er en nydelse at læse Proust,
når man gør det af lyst (jeg vil vove at påstå at de færreste læser det værk med den indstilling).

Idéen om, at meditation kræver en art rigid, militærisk koncentration, er en myte. Du kan få hele verden ud af at læse Proust, men hvis din indstilling til den bog er, at du skal koncentrere dig om hvert eneste ord, og kunne redegøre for hver eneste bla-bla salon-samtale om parisisk 1900-tals politik, og at det desuden er ”svært”, ”hårdt” eller ”en præstation” at læse den, så mister du den utrolige nydelse, det er, bare at læse Proust.

Selve bogen starter med, at jeg’et ligger i en seng i en tilstand af halv søvn og halv vågenhed; netop sådan en let, drømmende, halvopmærksom indstilling.

Når jeg mediterer, lader jeg mig være; når jeg mærker mit åndedræt, møder jeg det med en løs, strejf-agtig opmærksomhed; jeg sidder ikke og nedstirrer det, jeg lader min opmærksomhed bevæge sig frit mellem billeder, åndedræt, tanker, følelser. Det handler ikke om fuldstændig fortabelse og uopmærksomhed, men om at blive i det levende spændingsfelt mellem vågenhed og hengivelse, der gør praksis nydelsesfuld.

“Meditation er stressreducerende” - myte nummer 2

Jeg vil hævde, at én af de største misforståelser omkring meditation er, at det skal bruges som et middel til at slippe af med eller hæve sig over almenmenneskelige tilstande.

Jeg ved godt at alle mulige studier siger, at ”mindfulness er stressreducerende”. Jeg ved også, på egen krop, at meditation kan aktivere det parasympatiske respons i det autonome nervesystem, der gør at pulsen falder, hjerterytmen sænkes, fordøjelsen fordøjer osv.

Selvfølgelig kan meditation være gavnlig i nogle tilfælde af stress. Jeg mener bare, at det ikke generelt giver mening at ”bruge” meditation til stressreduktion (eller ”bruge” det til noget, for den sags skyld); jeg tror ikke, at du får særligt meget ud af at meditere dig væk fra dit ubalancerede liv, så du kan leve i et guddommeligt enhjørningespektrum af lys-fred-kærlighed (sat på spidsen, men tro mig, jeg har givet det et skud 🦄).

Din stress er værdifuld, den vil dig noget.

”Mørket” er lige så værdifuldt som ”lyset” (det er en tantrisk indstilling).

Når du bypasser det, slipper du for at forholde dig til din helhed, og du slipper for at skulle træffe valg og gøre handlinger, som et liv, der er bedre for dig, måske ville kræve.

Desuden er stress ofte et komplekst fænomen, der ikke findes én nem løsning på. Der findes tilstande, der kræver noget andet end meditation. Det kan være ret stressende at møde sin stress. Der findes tilstande, hvor meditation ville bidrage til stress, for eksempel hvis du mediterer mere for dit selvbillede end for dig selv.

Jeg kender flere yogalærere, der underviser i ”afstressende yoga”, som er ”gået ned” med stress; ikke fordi der er noget galt med dem eller deres praksis, men fordi der ikke er en nem vej udenom at være menneske.

Tanken om at vi skal meditere for at få ”indre ro”, for at præstere bedre, eller for at kunne holde vores job eller kæreste eller samfund eller liv ud, er overraskende udbredt og accepteret, og jeg giver ikke mange fucks for den, for at være ærlig. Jeg er meget mere interesseret i helheden.

“Meditation er noget, du burde” - myte nummer 3

De fleste sexologer starter med at råde par, der oplever manglende lyst, til, at de i en periode ikke må have sex. Når parret fjerner ordet ”burde” fra ordet ”sex”, plejer det temmelig hurtigt at frisætte en masse energi, så ting kommer i bevægelse.

Meditation og seksualitet er nært beslægtede størrelser, fordi de begge relaterer til vores væren, og ikke vores gøren. Og væren er noget, der er funderet i ikke-tvang; du burde ikke være. Du er bare.

Det er svært at forstå i vores kultur, hvor vi har det med at tro, at vores gøren er vores væren: Jeg laver yoga, så jeg er yogi, og hvis jeg tager en teacher training, så er jeg yogalærer.
Problemet ved den ligning, er, at vi kommer til at lave det, Jes Bertelsen kalder ”spirituel inflation”; jeg’et laver identitet på noget, der er større end det selv. Og begynder en evig kamp for at leve op til et selvbillede, i stedet for, du ved, bare at slappe af.

Jeg siger ikke, at du ikke er yogi eller yogalærer (eller psykolog, pædagog). Jeg siger bare, at din væren ikke er betinget af de ting. Og idéen om, at du burde meditere, er ofte baseret på et selvbillede á la; ”Jeg er yogalærer/spirituel, så jeg burde meditere, for det gør yogalærere/spirituelle” (som ”jeg er i et parforhold, så jeg burde have sex 2,5 gange om ugen, for det gør par”).

Du burde ikke noget som helst. Du er gyldig. Du er gyldig som yogalærer, ikke som du tænker yogalærere skal være, og dit sexløse parforhold er også gyldigt. Ingen kan tage dig fra dig.

Sagen er ikke, om du burde meditere. Sagen er, om du vil. Hvis du vil og gør det, er det ikke fordi det pynter på dit jeg; så vil det være meget svært i længden at opretholde en praksis.

Meditation er dybt irrationelt,
det er formålsløst; du får ikke noget ud af det. Det er det, der adskiller væren fra gøren. Og meditation kræver netop en irrationel dedikation. Hvis du ikke mærker et ”må”, så ”burde” du ikke meditere. Gør de andre ting, du ”må” i stedet for; det vil gøre dig til en langt mere inspirerende yogalærer, hvis det er din profession.
Og hvis du vil, så meditér. Ligesom sex, kan det være enormt nydelsesfuldt, så snart du lader dig selv være.