Lyst og hvile hænger sammen …

An orange tabby cat lying on a concrete sidewalk next to bushes with green leaves.

Det første jeg ser på, når jeg ikke føler lyst, er mængden af hvile, søvn, alenetid, gåen-i-stå, laven-ingenting, strejfen-om, liggen-hen, meditation og kropslig afspænding i mit liv. Selvom det måske ikke umiddelbart lyder sexy som, hvad ved jeg, midnatsdans i ildrøde kjoler, spontane badeture med din elskede eller kreativ udfoldelse, så er nok ro og hvile ofte en forudsætning for, at du kan have energi til den slags.

Og selvom jeg ikke kun taler om lyst som seksuel lyst, så er det værd at vide, at sexologiske undersøgelser viser, at én af de ubestridt største faktorer i kvinders manglende sexlyst, er stress.

Den dybe, meningsgivende lyst kræver en masse laven-ingenting, og den kræver at du prioriterer den laven-ingenting som din naturgivne ret, selvom du nok har ét eller andet udefra-indlejret blik på den slags som værende dovenskab, egoisme, kedsomhed, eller andet.

Pausen er grobund for lydhørhed. Din forståelse af din lyst og seksualitet er påvirket af alle mulige idéer fra lægevidenskaben, biologien, historien, psykologien, medierne, religionen, socio-kulturen, mig i det du læser dette, og for at have en reel chance for følt sansning af egen lyst, må du kende nogle veje ind.

Som åndedrættet, sengen, sidden-i-skyggen af et figentræ.

Jeg vil påstå, at det er de færreste, der når at komme hen til det sted, hvor lysten (og derved kreativiteten, seksualiteten) virkelig flyder frit og ubesværet gennem kroppen, med kun én ”lang” ferie om året, år efter år; det tager tid for kroppen at restituere – vi ved ikke hvor længe, og nogle gange tager det lang, lang tid – og selvom mange af os har dårlige odds for at skabe forudsætningerne for lyst, har vi alligevel muligheder.

Der er livsperioder og livsomstændigheder, hvor hvile og lyst ikke er en mulighed. Også for mig. Og, der er de situationer, hvor lyst kunne være mulig, hvis du turde tænke anderledes og prioritere den …