Om hydrofeminisme …

Vi er alle kroppe af vand …

Sådan begynder den australske kulturteoretiker Astrida Neimanis lille tekst om hydrofeminisme,

og foreslår derfra, at vores primært vandede kropskomposition,

– med de intracellulære væsker, de vandige bindevævskæder, der omslutter og forbinder muskler og indre organer, køns- og lymfevæskerne, spyt, urin og blod –

ikke kun forbinder os med hinanden, men også med klodens vandmasser og andre vandede arter, i et flydende og forpligtende netværk …

*

Således udfordrer hydrofeminismen den patriarkalske oplysningstids vision af mennesker som adskilte, atomiserede og selvforsynende …

(et syn som også senere har præget kropslig-heden i mange ”traditionelle” yogaformer, der blandt andet var inspireret af europæiske gymnastiktraditioner, og primært skabt til den biologisk-fødte mandekrop) …

Den gentænker kroppen poetisk, som den franske écriture féminine-tradition gentænker skriften, og forestiller sig en ikke-fallogocentrisk skrift ... en art kroppens skrift, en ulogisk eller anden-logisk skrift, der cirkulerer, føler, flyder ud og over: der ikke tænker …

*

For en krop af vand er mere-end-menneskelig, den er transkorporal, den spørger, om der findes andre logikker end dem, vi lever (og bevæger os, elsker, arbejder, skriver) efter og tror på – (vand)plantelogikker, hydrologikker …

som kunne danne grobund for en anden prioritering, en anden væren-i-verden ...

*

Neimanis skriver ...

“At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er hermetisk forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?” ...