Om direkte og afledt nydelse …

Jeg hører ofte mennesker sige (til tider med en hvis stolthed i stemmen), at de tænder på at ”give andre nydelse”, på at ”se hende [fx] nyde”.

Og det lyder jo godt.

Det har bare aldrig lydt godt for mig, og jeg har haft svært ved at forstå og finde ord for hvorfor; indtil jeg fandt Betty Martins "Wheel of consent”, og hendes skelnen mellem direkte og afledt nydelse.

Lad os starte med den direkte nydelse ...

Den opstår direkte i vores krop, fx via en sansning af noget blødt gennem håndfladen, hvilket aktiverer nydelsescenteret i vores hjerne.

Af mange årsager er denne adgang - evnen til at indtage nydelse direkte gennem hænder og hudoverflade - begrænset eller utilgængelig for de fleste voksne mennesker i dag.

Den afledte nydelse derimod, kræver en specifik udenfor-os-selv-anledning, der kan vække nydelsescenteret til live.

Det kunne være, at vi gør noget ved en anden, som får personen til at lyde på en måde, som vores hjerne tolker som hun-nyder-det-her [ergo-jeg-må-være-en-god-elsker], hvilket aktiverer nydelsescenteret.

Eller det kunne være (denne her har jeg længe være dronningen af) at en elsker fortæller mig ”hvor god jeg er at have s*x med,” (helst “den bedste”) eller ”hvor smuk min [indsæt-kropsdel-her] er”, og det får mit nydelsescenter til at skinne som guldsandaler i morgensolen.

Betty Martin forklarer den afledte nydelse sådan, at vi kaster en boomerang ud, og så er vi afhængige af, at den kommer tilbage som forventet, for at vi opnår vores nydelse.

Vi har alle måder at nyde afledt på, der er ikke noget galt med det.

Der er bare noget galt, hvis det er vores eneste eller primære adgang til nydelse, for så er vi slemt afhængige af at andre - for det første, er der - og at de reagerer, som vi har brug for, for at vi får adgang til vores nydelse.

Hvis vi tager det første eksempel igen – én, der rører ved én, som så lyder som én, der nyder – så er det problematiske også, at den ønskede stimuli på forhånd er cementeret … ofte via porno, film, osv. … alle ved, hvordan én-der-nyder skal lyde …

Derfor er det nemt for den, der ligger og ”modtager” at imitere nydelse, særligt hvis de mærker, at den anden reagerer positivt på det.

Og så er vi i det Betty Martin kalder the land of the fake orgasm, der tyder på at have været tæt befolket af cis-heterokvinder i, hvem-ved, årtusinder.

Færre af os kommer omkring i det andet land, de direkte-sansede, biodiverse nydelseslandskaber, hvor vores nydelse changerer i et væld af forskelligartede udtryk.

Jeg kan blive flydende, se og lyde “grim”, forvrænget, jeg kan ligge stille som en død, mens jeg er ved at forgå-i-nydelse ... udefra vil det ikke altid ligne, hvad det føles som.

De færreste af os tør tage derhen, for det er sårbart. At tolerere hvad andre gør, kan være en måde at undgå sin egen sårbarhed (og nydelse). At gå mest op i andres nydelse, kan også være en glimrende måde at undgå sin egen sårbarhed (og nydelse).

Jeg siger tit det her, og jeg mener det:

Min nydelse er min.

Den er ikke til for at bekræfte eller vække andres begær, selvom den gør, den er heller ikke til for at bekræfte mit værd, den er sin egen i mig.

Ligesom min orgasme ikke er noget, en anden kan eller skal ”give mig” eller krone sig med.

Min nydelse skal ikke være afhængig af, om der står én for foden af min balkon og kaster med roser, og synger at min vulva er den-smukkeste-af-alle-verdens-vulvaer ...

Og når jeg ikke nyder, så må jeg tage det alvorligt og stå ved det, nænsomt, selv når jeg (eller andre) ville-ønske jeg nød, når jeg (eller andre) synes jeg-burde-nyde, og igen; at være tro mod sin nydelse er sårbart og potentielt sårende – det er en gradvis og sikkert livslang proces at turde det.

Men det vi får, med tid og træning, er mere og mere adgang til vores egen direkte nydelse, - for der er noget, vi nyder - den, der lyser-i-mig som fuldmånen bag bjerget, lige meget om nogen står nede i mørket og sukker.